Sådan skal du klippe din hæk

Hækken skal klippes hvert år – men det betyder altså ikke, at alle har helt styr på, hvordan man klipper hækken. Det er nemlig ikke helt så lige til, som nogle måske tror. Vi har derfor her samlet vores bedste tips til, hvordan du bedst muligt kommer igennem hækklipningen.

Klip hækken i sommerperioden

Det er meget udbredt, at hækken skal klippes før Sankt. Hans, som ofte ligger i slutningen af juni – men det er dog ikke altid den bedste løsning. Vi anbefaler, at du i stedet venter til juli, når fugleungerne er fløjet fra reden.

Du kan også vælge at klippe hækken 2 gange i sommersæsonen. Det gør den lettere at klippe, da grene og kviste i så fald ikke bliver så kraftige. Det handler dog også om, hvilken hæk, du har. Hvis du har en løvfældende hæk (som taber bladene om vinteren), kan du klippe den i juni eller juli og igen i august. En stedsegrøn hæk har dog bedst af at blive klippet én gang om året, enten i april eller i august/september.

Brug en rettesnor

Det kan være meget svært at klippe hækken lige – især fordi man jo står meget tæt på hækken, når man klipper den. Det kan derfor betyde mange løbeture væk fra hækken for at se, om den er lige og hvor man ellers bør klippe. For at undgå det, bør man i stedet trække en snor i den rette højde og så klippe efter den.

Klip hækken bredest forneden

Hvis du gerne vil have en pæn hæk, bør du klippe hækken, så den er bredest forneden. Det gør det nemlig lettere for sollyset at trænge helt ned til bunden af hækken, så den kan blive ved med at være tæt forneden. Du bør gå efter en bredde på 40-50 cm i toppen og 60-70 cm ved jorden. Når den er bredest forneden, risikerer du heller ikke, at hækken vælter eller knækker, hvis der f.eks. skulle lange en masse sne på den i løbet af vinteren.

Hækken må ikke være for høj

Som udgangspunkt bestemmer du selv, hvor høj din hæk skal være, men ifølge hegnsloven, er det ikke lovligt at have en hæk mellem nabogrunde, der er højere end 2 meter, medmindre I som naboer er enige om det. Du skal derfor lige aftale det med din nabo først, inden du lader hækken vokse (eller klipper den ned). Derudover skal du også lige være opmærksom på, at hække, der vokser i skel mod offentlige veje/stier og plads, ikke må være så brede eller høje at de generer enten forbipasserende eller er til gene for trafikken. Hvis din hæk skulle være det, kan kommunen pålægge dig at klippe hækken inden en bestemt frist – og ellers få klippet hækken på din regning.

Hvis du hellere vil overlade havearbejdet til de professionelle, så kan vi anbefale at kontakte anlægsgartner Brian Stølegaard, som bl.a. tilbyder hækklipning i Kolding og omegn.